1. Formål m.v.

Herunder finder du nærmere information.

§ 1. Loven skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på natur, miljø og menneskers sundhed.

Stk. 2. Med loven tilsigtes særligt at

1) beskytte drikkevandsressourcer,

2) forebygge sundhedsmæssige problemer ved anvendelsen af forurenede arealer,

3) tilvejebringe grundlag for en koordineret og målrettet offentlig indsats med henblik på at undgå skadelig virkning fra jordforurening,

4) forebygge yderligere forurening af miljøet i forbindelse med anvendelse og bortskaffelse af jord og

5) fastholde forureneren som den, der først og fremmest skal foretage de nødvendige foranstaltninger til at afværge følgerne af en jordforurening og genoprette den hidtidige tilstand.

§ 2. Loven omfatter jord, der på grund af menneskelig påvirkning kan have skadelig virkning på natur, miljø og menneskers sundhed. Kapitel 4 b omfatter endvidere grundvandsforureninger, der ikke kan henføres til en jordforurening. Kapitel 3 omfatter ligeledes grundvandsforureninger, der ikke kan henføres til en jordforurening, hvis forureningen er omfattet af kapitel 4 b.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om, hvad der i denne lov forstås ved lettere forurenet jord.

Stk. 3. Loven omfatter ikke jord påvirket af jordbrugsmæssig spredning af slam, gødning og pesticider m.v.

Kilde: https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2016/434